Det danske modemagasinet ELLE er havnet i en regulær shitstorm efter et uheldigt forsidebudskab, der blev delt på både Instagram og i magasinets leder. Med udgangspunkt i den aktuelle shitstorm mod ELLE Danmark taler shitstormekspert William Atak og journalist Julie Fristed om budskaber, repræsentation, kommunikationsstrategier og shitstormberedskab eller manglen på samme.

Shitstormen kort fortalt

Shitstormen mod ELLE startede, da ELLE Danmark på Instagram delte, at det nyeste magasin nu var på gaden. På forsiden ser man den dansk-afghanske fodboldtræner, Nagin Ravand, iført en hvid hijab. I teksten til billedet skrev ELLE Danmark blandt andet “Vi har indtil nu aktivt valgt tørklædebærende kvinder fra på vores forside (…). Det har vi, fordi det er vores ambition at skildre mennesker frie og lige. (…) At bære tørklæde er sjældent kvindens frie valg, men i Nagins tilfælde er det anderledes.”

Denne passage har i den grad fået folks følelser i kog, og mange tager afstand fra budskabet og retter skarp kritik. Også forsidemodellen Nagin Ravand retter skarp kritik mod ELLE Danmark med et langt skriv på sin Instagram-profil. Her skriver hun blandt andet “I går følte jeg at vi tog 10 skridt frem som muslimske kvinder i Danmark. I dag føler jeg vi er gået 11 tilbage (…) I skal vide at jeg er oprigtigt såret og dybt ked af det”.

Efter kritikken har ELLE Danmark redigeret deres Instagram-opslag, og de har lagt sig fladt ned og lavet et nyt Instagram-post, hvor chefredaktør Cecilie Ingdal på både egne og hele magasinets vegne undskylder.

Lyt med til Den Perfekte Shitstorm her på siden eller på Apple Podcasts, Spotify og Google Podcasts.