I dette afsnit af Den Perfekte Shitstorm ser vi nærmere på lukningen af Irma. En sag som i den grad har sat følelserne i gang hos folk. På de sociale medier er der oprettet Facebook-grupper for bevarelsen af Irma, mulige redningsaktioner er sat i værk, og fakkeloptog og slagsange har været arrangeret i kampen for at bevare Irma. Irma har taget al fokus i denne sag, men de er ikke de eneste, som Coop vælger at lukke. Kvickly, SuperBrugsen og CoopMad lukker også.

Julie Fristed Hansen, Julie Falster og William Atak tager lytterne med ind i shitstormen – eller lovestormen. For ved at tage ejerskab over en potentiel shitstorm, kan den faktisk vendes til en lovestorm. Er det tilfældet her?

Shitstormen – eller lovestormen kort fortalt

Coop meldte ud den 31. januar, at de får ny struktur og dermed lukker Irma, SuperBrugsen, Kvickly og CoopMad. En melding, hvor Irma i den grad har fået fokus. Lukningen af det 137 år gamle brand Irma faldt nemlig ikke i god jord blandt mange danskere – særligt i Københavnsområdet. For der gik ikke lang tid, fra det blev meldt ud, at Irma-butikkerne skulle lukke, til protesterne startede. På de sociale medier kom kærligheden til Irma og håbet om, at butikkerne kunne blive bevaret til udtryk gennem Facebook-grupper og profilbilleder, og de etablerede medier satte massivt fokus på Irma-lukningen og folkets store kærlighed til Irma.

Lyt med til Den Perfekte Shitstorm her på siden eller på Apple Podcasts, Spotify, Google Podcasts og YouTube.