Folkemødets direktør, Peter Christiansen, er havnet i en regulær shitstorm. Her få måneder før årets Folkemøde er der nemlig opstået intern uro i Foreningen Folkemødet, hvilket har fået betydelig opmærksomhed i både lokale og nationale medier. Flere medarbejdere oplever stor utilfredshed med direktør Peter Christiansen. Kritikken fokuserer på, at Peter Christiansen anses for at være uengageret og for at skabe uklarhed og usikkerhed omkring arbejdsopgaverne. Den konfliktfyldte situation mellem ledelse og medarbejdere har blandt andet ført til, at en medarbejder valgte at opsige sin stilling med øjeblikkelig virkning.

I det 31. afsnit af Den Perfekte Shitstorm vil Julie Fristed og William Atak dykke ned i den storm af kritik, der har ramt Folkemødets direktør, Peter Christiansen. De vil se nærmere på, hvordan Foreningen Folkemødet og Peter Christiansen har håndteret situationen, samt tale om, hvordan organisationer generelt bedst kan tackle kritik fra egne rækker, når den når medierne. Endvidere vil de se på de potentielle konsekvenser, som denne kritik kan få for årets Folkemøde, for Peter Christiansen personligt og for den medarbejder, der har valgt at stå frem med sin kritik.

Folkemødet-shitstormen kort fortalt

Til juni valfarter politikere, interesseorganisationer og borgere til solskinsøen Bornholm, når årets Folkemøde løber af stablen. Men her kort før det store arrangement er intern uro kommet op til overfladen, og Folkemødet og Folkemødets direktør, Peter Christiansen, er blevet ramt af en shitstorm. I starten af april kom det frem i en artikel fra Politiken, at 7 nuværende ansatte har udtrykt bekymring i et brev. I brevet bliver Folkemødets direktør, Peter Christiansen, blandt andet kritiseret for at være uengageret, og at de ansatte oplever, at han som leder skaber utryghed om opgaver. Utrygheden og konflikten mellem ledelse og medarbejdere har blandt andet resulteret i, at en medarbejder har opsagt sin stilling med øjeblikkelig varsel.

Bestyrelsen bakker op om Peter Christiansen, og Folkemødet har iværksat en række tiltag for at ændre arbejdsgangene. Derudover har medarbejderne på kontoret i Allinge fået en daglig leder, så de i dagligdagen har en synlig ledelse. Men kritikken mod Folkemødets direktør har nået spalterne på en lang række lokale og nationale medier og fået sagen til at udvikle sig til en regulær shitstorm.