Den 10. juni udkom DR med dokumentaren “Sexisme i musikbranchen”, som skulle sætte lys på sexisme i branchen. Dokumentaren har udløst en regulær shitstorm mod både Martin Brygmann og Claes Antonsen. Forud for dokumentaren gik Martin Brygmann ud på Facebook og kommenterede på kritikken rettet mod ham i dokumentarens første afsnit, mens Claes Antonsen efter dokumentarens andet afsnit gik ud og undskyldte. Der er tale om henholdsvis en proaktiv strategi og en reaktiv strategi. Men hvilken har været bedst i denne situation? Det tager journalist Julie Fristed og kommunikationsekspert William Atak fat i her.
Shitstormen kort fortalt
Mandag den 10. juni rullede DR-dokumentaren “Sexisme i musikbranchen” over skærmen, hvor en anerkendt mand i musikbranchen anklages anonymt for krænkende adfærd mod en række unge, danske, kvindelige kunstnere. Forud for dokumentaren havde Martin Brygmann kørt en retssag i Københavns Byret for at få stoppet dokumentaren, der viste sig delvist at omhandle ham. Han mente, at der var tale om en dokumentar, der viste “udokumenterede freds- og ærekrænkende påstande” mod ham. Denne sag tabte han dog, og to dage før offentliggørelsen af dokumentaren gik han ud på sin egen Facebook. Her rettede han blandt andet kritik mod DR og produktionsselskabet Impact. Derudover kommenterede han på anklagerne mod ham, og han opfordrede til, at man kontakter ham, hvis man har oplevet grænseoverskridende adfærd fra ham. I andet afsnit af dokumentarserien er der fokus på krænkelser fra et bandmedlem i The Antonelli Orchestra, som blandt andet er med i TV2-programmet “Toppen af poppen”. I dokumentaren ved man ikke, hvem der er tale om, men to dage efter offentliggørelsen, står trommeslageren i bandet, Claes Antonsen, frem og undskylder.
Konsekvenserne har været store for begge musikere. En Google-søgning viser et skadet digitalt omdømme, og flere samarbejdspartnere stopper al samarbejde med dem.