I afsnit 46 af podcasten Den Perfekte Shitstorm dykker vært Julius Bjørneboe og ekspert i kommunikation og branding William Atak ned i en helt særlig shitstorm, der har ramt den københavnske kebabkæde Killer Kebab. Midt i julens fredelige tid har Killer Kebab sat gang i en heftig debat om Københavns madkultur, gentrificering og begrebet gastronationalisme.

Succeshistorien om Killer Kebab

Killer Kebab åbnede sin første restaurant på Vesterbro tilbage i 2020 og har siden oplevet en markant vækst. I 2022 blev kæden kåret som Københavns bedste kebab i Berlingskes shawarmatest, hvor den blev karakteriseret som en “Hipster-Kebab”. Kebabkæden adskiller sig fra konkurrenterne ved at markedsføre sig med fokus på kvalitetsråvarer og med en pris på hele 95 kroner for en durum. Siden opstarten har Killer Kebab udvidet med hele seks yderligere restauranter i København, og i 2025 vandt de Børsens Gazellepris for markant og kontinuerlig vækst.

William Atak beskriver Killer Kebab som en klassisk iværksætterhistorie. Han forklarer i podcasten, at der er tale om et koncept, hvor en madtrend gør en forskel i forhold til kvalitet og kommunikation – og derfor kan tillade sig at tage en højere pris. Han fremhæver, at det interessante ved sagen er, at deres succes af nogle bliver opfattet som et moralsk problem.

Killer Kebab som symbol på gentrificering prisstigninger i København

Shitstormen mod Killer Kebab startede den 18. november 2024, da 21-årige højskoleelev Alba Andrea Poulsen skrev et debatindlæg i Politiken med titlen “Killer Kebab er symbolet på alt, hvad der er galt i København” – til trods for, at forfatteren aldrig selv havde smagt maden hos kæden. Hun startede sit blogindlæg med: “Jeg hader kebabkæden Killer Kebab, og jeg har ikke engang smagt maden. For mig er kebabkæden blevet et symbol på alt, hvad der er galt i København: Huslejen er ikke til at betale, og hver gang Killer Kebab udvider, kommer kebaben et skridt nærmere på at lide samme skæbne.”

Kritikken handlede primært om, at Killer Kebab var alt for dyr, og at kæden var et eksempel på en tendens med gentrificering og prisstigninger i København. William Atak forklarer, at han godt forstår kritikken, og at det ikke bare handler om mad og en billig kebab til 35 kroner. Det handler også om et savn til en by, der engang var billigere.
William Atak understreger dog, at det er vigtigt at skille tingene ad. Han pointerer, at Killer Kebab ikke har gjort kebab dyr – de har bare lavet en anden kebab til et andet klientel. Det handler ikke om selve produktet, men om kvalitet, oplevelse, lokation, bekvemmelighed, branding og den fortælling, man køber med.

Et kækt comeback: Årets bedste shitstorm-håndtering

Den 3. december kom co-founder af Killer Kebab, Ulv Ankerstjerne, med et bemærkelsesværdigt svar i et debatindlæg i Politiken med titlen “Undskyld, at jeg – i modsætning til dig – ikke er spontant opstået af den københavnske muld”. I debatindlægget skrev Ulv Ankerstjerne: “Undskyld, Alba, undskyld! Undskyld, at vi ødelægger København med vores friskbagte surdejsbrød. Undskyld, at mange københavnere gerne vil betale en højere pris for højere kvalitet. Undskyld, at vi har solgt så mange kebab, at vi har kunnet udvide vores forretning fra en sidegade på Vesterbro til syv lokationer på tværs af hovedstaden.”

William Atak karakteriserer svaret som intet mindre end årets bedste shitstorm-håndtering. Han forklarer, at svaret stikker markant ud, fordi Ulv Ankerstjerne er så selvsikker og sarkastisk. Det er et svar på kritikken uden et ønske om at forsvare sig. Han tager ejerskab af kritikken og skruer faktisk op for den. Fordelen ved denne type svar er ifølge William Atak, at det fungerer rigtig godt over for ens kernepublikum. De mennesker, der synes kritikken er overdrevet, vil bakke op om svaret, fordi det er sjovt og signalerer overskud og selvtillid.
William Atak påpeger dog også, at sådan et svar kan lyde arrogant og skræmme tvivlerne væk. Generelt i shitstorm-sammenhæng er det vigtigt at forstå, at man godt kan have ret, men stadig tabe kommunikativt. Så et modigt svar er også et risikabelt svar. Det turde Ulv Ankerstjerne, og det lykkedes ham at vinde kommunikativt.

Gastronationalisme og de “hvide gastroiværksættere”

Som det ofte er med shitstorme, avlede kritikken mod Killer Kebab ny kritik. Det skete, da kandidatstuderende Liv Kousholt skrev en kronik i Politiken den 11. december med titlen “Slaget om Killer Kebab: Gastronationalismen gennemsyrer den københavnske madscene”.

Gastronationalisme handler i sin reneste form om, når man bruger mad som et symbol på national identitet, stolthed og tilhørsforhold. Når vi snakker om en dansk nationalret og dansk madkultur er det altså et udtryk for gastronationalisme. Begrebet bruges ofte i en mere kritisk forstand – nemlig når en virksomhed eller elite profiterer på en madkultur, der ikke er deres egen, uden at anerkende de mennesker og historiske forhold, der har skabt madtraditionen. Det anklages Killer Kebab for i kronikken, når de reklamerer for deres kebab som “nordisk kvalitet”. I kronikken bliver de fem etnisk danske ejere omtalt som “hvide gastroiværksættere” og kritiseres for at kapitalisere på en madkultur, som ikke er deres egen. Kritikken går også på, om iværksætterne potentielt stjæler pladsen fra ikke-etniske danskere, der ellers kunne have udfyldt det hul i markedet.

William Atak dykker ned i det komplekse spørgsmål om, hvorvidt Killer Kebabs koncept er gastronationalisme eller multikulturalitet. Han forklarer, at han har svært ved at se, hvornår det er blevet en regel, at man som virksomhed skal udvise en særlig form for respekt for en bestemt kultur, fordi man arbejder med den. William Atak pointerer, at han ikke tror på, at folkene bag Killer Kebab ikke respekterer den mellemøstlige madkultur. Man bygger jo ikke en succesfuld forretning på noget, man foragter. Respekt ligger ofte i selve håndværket og kvaliteten. Han trækker paralleller til sushi-restauranter, der sjældent er japanskejede. Det er iværksætteri og globalisering.
Julius Bjørneboe beskriver sig selv som splittet i sagen, hvilket William Atak mener er sundt, for det er netop det, der er det sunde ved shitstorms – at de skaber en debat, der kan skabe forandring.

Tavsheden som strategi

Efter kritikken om gastronationalisme forsøgte TV 2 at få en kommentar fra Ulv Ankerstjerne og de øvrige ejere i Killer Kebab. De ønskede dog ikke at stille op til interview. Julius Bjørneboe spørger, hvilket signal det sender, at man først kommer med et kækt svar og så klapper i om den nye kritik.

William Atak forklarer, at det sender et lidt blandet signal. Når man går offensivt ind i en debat, forventer omverdenen, at man svarer igen. Tavshed kan være en god strategi, men fungerer sjældent optimalt, hvis man har svaret en gang og pludselig ikke vil svare – særligt hvis man har skruet op for charmen og ironien. William Atak tror dog ikke, at tavsheden er et problem for Killer Kebab. Han mener, det handler om, at de føler, de allerede har sagt det nødvendige. Deres første svar ramte plet hos deres kernepublikum. William Atak er overbevist om, at tavsheden er et bevidst valg, og han er enig i strategien. Hvis målet er at beskytte forretningen og lade shitstormen dø ud efter en “killer” kommentar, giver tavshed mening.

Episoden giver et fascinerende indblik i, hvordan moderne iværksættere skal navigere mellem succes, kulturel sensitivitet og kritik af gentrificering. Shitstormen mod Killer Kebab illustrerer, hvordan en virksomheds vækst kan blive omdrejningspunkt for bredere samfundsdebatter om tilgængelighed og kulturel appropriation.