I afsnit 41 af Den Perfekte Shitstorm tager vi rejsen gennem en shitstorm – fra den opstår og udvikler sig til de potentielle konsekvenser. Med afsæt i den aktuelle storm mod anmeldelsesplatformen Trustpilot – som også var omdrejningspunktet i afsnit 40 – går vi denne gang et spadestik dybere.

Vært Julius Bjørneboe Petersen taler med de centrale personer i sagen, lige fra den borger, der først opdagede svindlen, til journalisten, der afslørede sagen, og Forbrugerombudsmanden, der nu er gået ind i sagen. Med deres input undersøger vi, hvordan denne shitstorm begyndte og udviklede sig, hvilke konsekvenser den har haft, og hvor den bevæger sig hen nu. Til sidst i afsnittet får Trustpilot mulighed for at svare på kritikken.

Hvordan kunne det gå så galt for en platform, der skulle beskytte forbrugerne? Hvad betyder det for virksomhederne, der bruger Trustpilot til at opbygge troværdighed? Og vigtigst af alt – kan vi overhovedet stole på de anmeldelser, vi ser online?

Mød manden der lagde mærke til omfattende svindel på Trustpilot

Historien starter hos Morten Hansen, en helt almindelig dansker, der arbejder som speditør og har en skarp sans for tal og mønstre. Han lægger mærke til en usædvanlig tendens på Trustpilot: en række virksomheder får pludselig mange positive anmeldelser i et mønster, der virker kunstigt. Han beslutter sig for at kigge nærmere på det og opdager en udbredt praksis med virksomheder, der får mange falske positive anmeldelser.

Morten Hansen fortæller i podcasten, hvordan han begyndte at dykke ned i Trustpilots data og fandt beviser på, at flere danske virksomheder systematisk opbyggede et fejlagtigt positivt omdømme. Dette vakte hans mistanke, og han besluttede sig for at dele sine opdagelser med en journalist, der kunne afsløre svindlen.

Graverjournalist afslører køb af falske anmeldelser

Den journalist, der tog sagen videre til offentligheden, er Sebastian Bindesbøll Møller, som arbejder som graverjournalist hos TV 2 Kosmopol. Han gik i gang med at undersøge sagen og opdagede, at problemet var langt større end blot nogle få virksomheder.

TV 2 Kosmopol testede, hvor let det var at manipulere Trustpilot, og oprettede en fiktiv virksomheds hjemmeside, hvor de hurtigt kunne købe og få udgivet 5 falske, positive anmeldelser. Eksperimentet afslørede, at det var skræmmende nemt at snyde systemet, og det førte til en række afslørende artikler og tv-indslag med titlen “Kan vi stole på Trustpilot?”.

I podcasten fortæller Sebastian Bindesbøll Møller om arbejdet med afsløringerne, hvordan han fik adgang til personer, der sælger falske anmeldelser, og hvilke metoder de bruger til at omgå Trustpilots forsøg på at bekæmpe snyd. 

Han forklarer også, hvorfor denne sag er vigtig og interessant for en graverjournalist: Hvis forbrugere ikke længere kan stole på anmeldelser, underminerer det hele idéen om platformens troværdighed, som er altafgørende for en platform med navnet TRUST-pilot. 

Forbrugerombudsmanden griber ind

Efter afsløringerne fra TV Kosmopol valgte Forbrugerombudsmanden Torben Jensen at gå ind i sagen. I podcasten forklarer Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen, hvorfor sagen er principiel, og hvordan den potentielt kan føre til lovmæssige konsekvenser for Trustpilot, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at der er sket brud med markedsføringsloven. Han har indkaldt platformen til et møde for at høre deres perspektiv, og han udelukker ikke, at sagen kan ende i en retssag mod Trustpilot.

Forbrugerombudsmanden ser særligt alvorligt på, at mange forbrugere træffer købsbeslutninger baseret på falske anmeldelser og dermed risikerer at blive vildledt. Han understreger, at virksomheder, der bevidst køber falske anmeldelser, kan blive mødt med sanktioner, men at Trustpilot også har et retmæssigt ansvar for at sikre troværdigheden af deres platform.

Trustpilot svarer på kritikken

Når en shitstorm raser, skal den anklagede part selvfølgelig have mulighed for at svare på kritikken. Værten Julius Bjørneboe Petersen har derfor forsøgt at få et interview med Declan Proudfoot, der er Corporate Communications Manager hos Trustpilot. Trustpilot har dog valgt ikke at stille op til interview, men har i stedet sendt en skriftlig udtalelse, hvor de forsvarer deres platform og forklarer, hvordan de har reageret på afsløringerne.

I udtalelsen erkender Trustpilot, at deres åbne platform kan misbruges, men de understreger, at de arbejder aktivt på at fjerne falske anmeldelser. De oplyser, at de efter afsløringerne har fjernet over 1000 falske anmeldelser fra hver af de virksomheder, der blev nævnt i medierne, og at de løbende forbedrer deres systemer til at opdage snyd. Hertil opfordrer de til, at forbrugere bruger flere forskellige værktøjer, når de skal træffe en købsbeslutning. Trustpilot svarer blandt andet:

“Der kan være risici forbundet med enhver købsbeslutning, og det er delvist derfor, Trustpilot blev skabt. Platformen hjælper forbrugerne med at træffe mere informerede købsbeslutninger og giver virksomheder adgang til uvurderlig feedback, der kan hjælpe dem med at forbedre deres tilbud. Vi opfordrer alle til at være kritiske og se på flere kilder for at føle sig trygge ved de valg, de træffer, og Trustpilot er et af flere værktøjer, forbrugerne har til rådighed. (…) Som en betydningsfuld online anmeldelsesplatform ved vi, at branchen stadig har arbejde at gøre for at beskytte indholdets integritet og give forbrugerne tillid til vores tilbud. Vi anvender en transparent tilgang til at diskutere disse udfordringer, og vi håndterer dem direkte. Dette inkluderer at engagere os med og lære af den feedback, vi modtager fra virksomheder, forbrugere og kommentatorer på vores platform for at hjælpe os med at forbedre os og fortsætte med at opbygge tillid.”

Trustpilot pointerer også, at platformen ikke kan garantere, at alle anmeldelser er ægte – men at de gør deres bedste for at bekæmpe svindel.

Hvad betyder det for forbrugere og virksomheder?

Denne shitstorm har rejst store spørgsmål om tilliden til online anmeldelser. Hvis en af verdens største anmeldelsesplatforme kan manipuleres så let, hvad betyder det så for forbrugere, der søger ærlige vurderinger? Og hvad med virksomheder, der bruger Trustpilot som en vigtig del af deres markedsføring? I podcasten reflekterer Julius Bjørneboe Petersen over de potentielle konsekvenser af skandalen. Gør Trustpilot nok for at bekæmpe falske anmeldelser? Kan forbrugere stole på andre Trustpilot efter afsløringerne? Og hvad kan virksomheder gøre for at bevare et ærligt og troværdigt online omdømme?

I dette afsnit får du hele historien bag shitstormen mod Trustpilot og møder de involverede mennesker – fra den første mistanke til de potentielle juridiske konsekvenser. Er Trustpilot stadig en troværdig platform, eller er deres troværdighed uigenkaldeligt skadet?